Om hvorfor jeg altid falder ud i naturen med et kamera.
Indtil nu har det næsten kun handlet om at vise alle de oplevelser jeg elsker at falde over i naturen. Det vil altid handle mest om de billeder, som kommer med hjem, men naturen er så altomfavnende og fantastisk at jeg har følt et voksende behov for at udtrykke mere end bare fotografier.
Naturen er for mig en blanding af klange og naturnørderi tilsat en magi som bliver mere tydelig, jo mere man dvæler i den.
Som et soundtrack til mit liv har naturen altid været der. Ind imellem en del af baggrundslyden, andre gange som en duft så sanselig som kærligheden selv. Men naturen kan også være melankolsk, stormende og grå i ugevis, hård og dræbende frostkold uden nåde. Den ene fugleunges død, bliver den anden unges overlevelse og cirklen fortsætter i det uendelige med overlevelse...den cirkel som vi selv er en del af. Biodiversitet og sammenhængen mellem alle de mekanismer som findes i naturen er så sammenfiltret i min interesse og min visuelle forståelse af naturen derude, så det er svært at undgå de små magiske opdagelser man kan gøre lige udenfor vinduet. Vidste du f.eks. at myrer hver vinter transporterer bladlus ned i deres varme tue for at passe på dem til næste sommer, hvor de igen sætter dem "på græs" så de kan høste sukkerstoffer fra dem? Myrer har kreaturer som de passer på... havde det været noget fra en anden verden, så havde vi slugt eventyret, men fordi det er her, så tager vi magien ud.
Naturen får mig til at glemme. Når man bare følger sine skridt og lader kameraet styre tempoet. Lader destinationen være som vinden blæser, og de bittesmå ting blive kæmpestore. Oplever hvordan ens iltbeholdning bliver presset, når man ligger i skovbunden og tager billeder af en europæiske skovbison. Der i mørket, hvor lukketiden på kameraet er langt forbi kritisk og man derfor bliver ved med at holde vejret, men ikke har tid til at trække luft ind mellem billederne. Det er svært ikke at glemme alt andet, og bare være til, for en stund.